Dagligdagen i enkelt dagplejehjem

Vi har været på besøg hos dagplejer Randi Deleuran og hendes dagpleje børn, for at høre hvordan en dagligdag foregår hos hende.

Randi åbner pt kl. 6,45 og børnene møder stille og roligt ind om morgenen. Det betyder at der for det meste er god tid til at få en snak med mor eller far, fx om hvordan natten er gået, hvem der henter eller lignende, og der er god tid til at vinke farvel til mor eller far sammen med barnet.

Ved en 8.30 tiden spiser børnene formiddagsmad, som består af boller, som Randi oftest selv har bagt, nogle gange med hjælp fra børnene.
Nogle gange når de går tur sker det, at børnene får en bolle i hånden, som de kan spise på vejen i barnevognen, hvis de skal på en lang tur.

Når formiddagsmaden er spist, leges der for det meste udenfor. Hos Randi er børnene ude stort set hver dag, det skulle da lige være, hvis det er rigtig dårligt vejr og børnene er meget små, så synes Randi ikke at børnene får noget ud af at sidde i barnevognen.  Randi bruger lokalområdet meget på ture. Turene går ofte til de lokale gårde, hvor der kigges på dyr, maskiner mm, eller legepladserne rundt omkring i byen. Randi er også meget på fodboldbanerne, hvor børnene leger og triller ned af bakkerne.
Det hænder også at Randi og børn tager bussen til Ejby Ådal.

Når Randi og børnene ikke er på tur, leges der hjemme i haven, hvor der er et legehus, en rutsjebane, sandkasse, fliser til at løbe eller køre på cykler på, samt en græsplæne. Der er også høns og kaniner i haven, og dem får børnene lov til at komme med ind til, også når der skal samles æg. Randi har også en hund, som Randi og børn nogle gange kaster bold med.

Når der leges indenfor, leger børnene med det legetøj de har lyst til, ofte bliver der lavet motorik- og togbaner. Der læses også bøger og bliver sunget sange... Der skal være tid og ro til at lege.

Når børnene har leget eller været på tur, bliver det ved 11 tiden tid til frokost. Frokosten spises enten inde eller ude. Inden der spises, vasker børnene hænder og går så til bords.

Frokosten består for det meste af rugbrøds madder med forskelligt grønt til. Randi er ca. 40 % økologisk og går op i at maden skal være frisk. Pålæg og kød købes hos slagteren.
Rugbrødsmadderne spises enten med fingrene eller med små gafler, da det er vigtigt at børnene lærer begge dele.
Ind i mellem laver Randi også varm mad til børnene, eller de får middagsrester. Nogle gange laver børnene selv små pizzaér, hvilket de synes er rigtig sjovt.

Når frokosten er spist og børnene har vasket hænder, leger de imedens Randi rydder maden væk.

Derefter går turen til puslepuden, hvor der skiftes ble, inden det er sove tid ved en ca. 12 tiden.

Alle børn sover i barnevogn, nogle børn i deres egen, andre sover i Randi´s barnevogn. Børnene sover mellem 1½ - 3 timer og ved 14,30 tiden er de fleste børn vågnet af sig selv og så er det tid til eftermiddagsfrugt og brød.

Når frugt og brød er spist er det tid til leg og hygge. Nogle dage møder dagplejebørnene også Randi´s egne børn og det synes de er vældig hyggeligt.

Efter frugt og lidt leg, bliver børnene stille og roligt hentet. Der er tid til at fortælle forældrene om hvordan dagen er forløbet.

Ofte når der kun er et barn tilbage hos Randi, kan de godt finde på at gå en tur i urtehaven og plukke hindbær eller jordbær, og nogle dage er alle børn med i urtehaven.