Typer af dagpleje

Her kan du læse hvilke typer af dagplejer vi kan tilbyde dit barn.

Hvilke typer dagpleje er der?

Dagplejen foregår i private hjem, hvor de ansatte dagplejere modtager børnene. Det er den samme voksne der tager sig af dit barn hele dagen, men dagplejeren mødes ofte med sine kolleger, i legestue eller på besøg hos hinanden, således at dit barn kommer til at møde flere børn og voksne bl.a. dit barns gæstedagplejere.
Dit barn bliver passet hos dagplejeren sammen med op til 3 faste børn - og af-og-til også et gæstebarn fra en kollega. Hos dagplejeren er der altså højst 4 faste børn.
I øvrigt henviser vi til www.en-god-start.dk for flere generelle oplysninger om dagplejen.

Stordagpleje

I kommunen er der desuden enkelte stordagplejere, hvor 2 voksne (et ægtepar) passer dit barn sammen med op til syv andre børn - og af-og-til også 1-2 gæstebørn fra andre dagplejere.

Grønne Spirer

En del dagplejere har Friluftsrådets certifikat som Grønnr Spirer. Som Grøn Spire kommer dit barn ud i den friske luft hver dag og få røde kinder og snavsede fingre.

Mindst en gang ugentligt kommer dit barn på udflugt i naturen for eksempel i skoven eller ved vandet. Men oplevelsesture i det nærliggende miljø - i "den lille natur" - kan også gøre det, f.eks. ud i store, dejlige vandpytter, på sneglejagt eller bare ud for at kigge på de dyr og planter, man møder på en gåtur.

Dit barn bliver introduceret til årstidernes skiften, til vejr og vind, og dit barn får indsigt i madens vej fra jord til bord. Grønne Spirer bor ikke nødvendigvis på en gård eller lige op af en skov, da det ikke er beliggenheden der er afgørende for dit barns naturoplevelser. Formålet med Grønne Spirer er at bruge naturens faciliteter og udnytte den ressourcer og derigennem stimulere dit barns sanselige oplevelser. I Lejre kommune er der heldigvis rige muligheder for naturoplevelser i dagplejernes nær områder. 

Dagplejerne har udarbejdet en årsplan med naturaktiviteter hver måned. Årsplanen hænger hos den enkelte dagplejer, så du som forælder kan følge med i hvilke aktiviteter, der er på programmet.

Udebørn er sunde børn. Masser af undersøgelser viser, at børn udvikler sig bedre fysisk, mentalt og socialt i naturen. Dagplejebørnene har stor gavn af de stimuli, naturen kan give.

Motorikassistent dagplejer

Vi har pt 14 dagplejere, der er uddannet motorikassistenter. Motorikassistent dagplejerne har fokus på børnenes primære sanser, og deres sansemotoriske udvikling.  De har særligt fokus på, hvordan de stimulere børnene og arrangerer arenaer hvor børnene kan udvikle sig og lege grundlege. Grundlege er at børnene får mulighed for at: Løbe, hoppe, danse, snurre rundt, kravle, lege med bolde, klatre, gynge, rutsche.

 

DGI dagplejer

Vi har pt 2 dgi certificerede dagplejere. DGI dagplejerne har fokus på at bringe bevægelse, leg og idræt ind i børnenes hverdag. De tager udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger motorisk og fysisk.

På dagplejernes profiler, kan du læse hvilke type dagplejer de er.