Kostpolitik i Dagplejen

I de senere år har der været meget fokus på danskernes kost og motionsvaner. Vi modtager i en lind strøm ny viden og nye informationer indenfor dette felt.

Det er derfor med god grund, at vi i Dagplejen fokuserer på børns kostvaner. Det er i barndommen at de gode såvel som de dårlige kostvaner grundlægges. Kostpolitikken tager udgangspunkt i den nyeste viden om kost og sundhed, og vi vil forsøge at holde den ajour med jævne mellemrum.

Måltider

Måltiderne skal være en god oplevelse for børnene. Der skal være mulighed for at tilfredsstille børnenes lyst og nysgerrighed til at spise. Under måltiderne lærer børnene at omgås andre og de udvikler deres sanser og sprog.

  

Som udgangspunkt forventer vi, at børnene har spist morgenmad inden de møder i dagplejen. Men vi ved godt, at morgenerne ofte kan være hektiske. Derfor serverer vi morgenmad frem til kl. 7.30. Morgenmaden består oftest af havregrød. Det er vigtigt at du giver din dagplejer besked om dit barn har spist morgenmad.

Mellem kl. 8.30 og 9.00, bliver der serveret formiddagsmad. Det er meget forskelligt, hvad de enkelte dagplejere serverer. Men som oftest er det brød/boller samt frugt eller grønt.

Frokosten som serveres ved 11.30 tiden, kan være varm eller kold. Fælles er dog at maden er varieret og indeholder mad fra forskellige fødevaregrupper - køb - fisk - æg - ost og grønt. Hellere mange små portioner at vælge imellem end en stor portion fra den samme fødevaregruppe. Kun fantasien sætter grænser.

Børn er ikke født kræsne, men de er født med en sund skepsis. Børn er nysgerrige, og det er vigtigt, at de bevarer lysten til at prøve noget nyt. De skal have mulighed for at vælge, og mulighed for selv at bestemme i hvilken rækkefølge de vil spise de enkelte ting. Hvis børnene tilbydes det nye flere gange over en periode, vil de efterhånden smage det meste.

Når børnene har sovet til middag, tilbydes de eftermiddagsmad, som oftest består af boller og frugt.

Drikkevarer

Der serveres mælk til et af måltiderne og vand til resten. Vand er godt til at slukke tørsten med.

Modermælkserstatning og babymad

Mælkeerstatning og babymad skal medbringes i Dagplejen.

Specielle hensyn

Forældre kan, af kulturelle årsager eller på grund af diæter eller allergi, ønske at deres barn fritages for bestemte typer af mad, og dette ønske respekteres selvfølgelig. Hvis det er en hel madgruppe f.eks. mælkeprodukter, gluten eller kød, skal det ske i samråd med læge eller sundhedsplejerske, og så skal alternativt mad medbringes i Dagplejen.
Forældre kan i en periode på 1 - 2 uger ønske barnet fritaget for f.eks. mælk på grund af mistanke om allergi.

Særlige lejligheder (fødselsdag - fastelavn - påske og jul)

Særlige lejligheder er lig med en god oplevelse og nærvær og ikke hvad man spiser. Der kan serveres boller, hjemmebagt kage og is. Begræns sukkeret mest muligt.

Slik og kiks

Slik og søde kiks serveres ikke i Dagplejen. Light produkter serveres ikke i Dagplejen.

Økologi

Basisvarer (brød - mælk og smør) er så vidt muligt økologiske. De små børn er sarte og modtagelige og derfor foretrækkes økologiske produkter.
Vi lægger vægt på at begrænse sukker - farve og tilsætningsstoffer - i det hele taget at variere kosten og bruge den sunde fornuft.
Visionen er at der anvendes flere og flere økologiske varer i Dagplejen.