Gitte Søndergård Nielsen

                

 

Lidt om mig:
Jeg hedder Gitte Nielsen, født 1967. Jeg er gift med Claus og vi har 2 drenge fra 1996 +1998.

Jeg bor i Kirke Hyllinge, tæt på fodboldbanerne.

Vi har 2 små hunde, som er på et værelse, når jeg har dagplejebørn.

Mit hjem er røgfrit, også når der ikke er børn.

Jeg har været dagplejer siden 2006.

I min fritid laver jeg scapbooking på kort, æsker, bogomslag etc.

Mit hjem:
Børnene må være i stue, køkken og gang.

Ude, er der en stor have, med plads til gemmekroge. Der er også fliser til at køre på, sandkasse, legetøj og legehus.

Mine mål:
Efter jeg er blevet motorikassistent, er motorikken blevet en stor del af dagligdagen. Det er vigtigt for mig, at børnene får brugt deres krop. Ud over motorikken, er det for mig også vigtig, at vi får læst, sunget og danset.

Dagen skal være tryg for børnene, derfor arbejder jeg med en genkendelig hverdag, med en fast rutine hver dag. Det er ikke altid at der bliver brugt lige meget tid på alle tingene i rutinen. F.eks. læser vi måske kun en kort bog om formiddagen, eller kun én snurretur i Claus´ lænestol, hvis vi skal på tur.

Glæden for mig er, når der er lys i børnenes øjne, især når vi danser alle sammen.

Vi tegner med farveblyanter, og maler også med fingermaling.

Forældresamarbejde:
I forældresamarbejdet er det for mig vigtigt at vi udveksler informationer omkring barnet, fx hvordan dagen, weekenden er gået, har barnet sovet dårligt, etc. Så der i løbet at dagen kan tages hensyn eller at aktiviteterne kan tilpasses det eller de enkelte børn.

Jeg fortæller om det enkelte barns dag når de bliver hentet, så forældrene kan følge med i hvad der sker i hverdagen.

Jeg er meget åben, og forældrene må hellere end gerne spørge ind til hvad der sker i hverdagen, eller hvis der er noget der undrer dem. Ligesom jeg spørger ind til, hvis der er noget jeg gerne vil vide omkring barnet. F.eks. hvordan nattesøvnen har været.

Dagligdagen:
Aktiviteter indenfor: Vi kan godt finde på at lave spisebordet om til en hule og så gemme os der alle sammen. Vi tumler meget. Fjoller og kravler på gulvet eller laver en motorikbane. Det sjoveste børnene ved, er at bruge mig som klatrestativ, mens vi tumler på gulvet.

Udenfor leger vi gemmeleg, laver sandkager etc. Børnene maler også huset med pensel, som de dypper i en spand vand. Sæbebobler bruger vi både ude og inde.

På turene, er det meget på børnenes præmisser, hvad de nu synes der er spændende på deres vej. Vi bruger meget lille skoven, den bag ved legestuen. Vi laver også motorik i skoven.

Børnene må gerne opleve mig som deltagende, med på gulvet, som deres omsorgs person. At selvom de leger alene, så er jeg lige i deres nærhed, til at støtte og hjælpe dem.

Det giver også nogle gode oplevelser, når jeg kan se at mit arbejde lykkedes. F.eks. når to af børnene står i dyb samtale og prøver at fortælle hinanden noget vigtigt. Og da den lille pige pludselig spørger om hun lige kan låne mine bilnøgler, så hun kan køre i Føtex og handle. Eller når børnene som man har haft er startet i skole, kommer farende og giver et kram, når man går forbi skolen.

Traditioner/fødselsdage:
Jul er nok den højtid der bliver fejret mest, med pynt alle steder, vi laver juledekorationer og gaver. Til fastelavn laver vi fastelavnsris, i Påsken sår vi karse, og til Halloween, laver vi græskar og pynter lidt op.

Fødselsdage, fejrer vi ved at barnet har lidt frugt med og så synger vi sang og barnet får en gave.

Afsked, når barnet skal starte i børnehave, så bliver forældrene til barnet inviteret til lidt eftermiddagshygge og barnet får en afskedsgave og billeder fra tiden i dagplejen.

Kompetencer:
Tidligere beskæftigelse; køkkenassistent, fabriksarbejder.

Jeg er tidligere uddannet som køkkenassistent.

Kurser; Grundkursus, Førstehjælp med opfølgning hvert 3 år, Selvværd, Tegn til tale, Kollegial kommunikation, Kontaktpersoner i legestuegrupper, Mad til børn - sunde børn, Planlægning af pædagogiske aktiviteter. Motorik assistent.