Jette Molin Nielsen

Jeg hedder Jette, er født i 1961, og har boet sammen med Peter siden 1983.

Vi har 3 voksne børn, som alle er flyttet hjemmefra. Jeg er så heldig at være farmor til 3 børn og mormor til 1 barn.

Jeg bor i et villakvarter i Vester Såby, men er tæt på mark og skov.

Jeg har en kat, men den er ikke sammen med børnene.

Mit hjem er røgfrit - også i min fritid.

Jeg har været dagplejer siden 2001.

Nuværende åbningstider

Mandag-torsdag:      7:00-16:45

Fredag:                   7:00-16:00 

Fritidsinteresser

Udover at være farmor og mormor, cykler og spinner jeg meget.

De sidste tre år, har Peter og jeg cyklet til Paris og Bolzano, for at samle penge ind til "Glade Børn" Fonden. 

Mit Hjem

Indenfor er der et stort legeværelse, gangen og et stort køkken, som børnene kan lege i. Legeværelse bliver også brugt til de børn, som sover inde.

Ude er der et stort aflukket område - mest med græs. Her er der blandt andet legehus, sandkasse og rutsjebane.  

Mine mål

Nogle af mine mål for børnene er, at de oplever glæde, når de leger med hinanden.

At børnenes sociale kompetencer udvikles, blandt andet ved at vente på tur, lege med ældre børn i Agersøgård Børnehave-som vi tit besøger, og jævnaldrende i legestuen.

Børnene får nogle gode naturoplevelser-kaniner, høns, geder i børnehaven, som vi ser på og snakker om, ser på køerne og hestene nede for enden af vejen, eller vi tager måske en tur i skoven.

Børnene bliver udfordret motorisk-kravler op på/ned af stole, går tur, hopper i vandpytter, løber o. lign.

Vi snakker meget sammen, og børnene "fortæller" om det, som de har oplevet i dagplejen, når de kommer hjem. 

Forældresamarbejde

Jeg lægger meget vægt på, at der er en åben og ærlig dialog imellem os, og en gensidig tillid.

I er altid velkomne til at spørge, hvis der er noget I undre Jer over eller gerne vil vide. I vil også opleve, at jeg spørger Jer, hvis der er noget, som jeg har brug for at vide eller undre mig over. 

Dagligdagen

Jeg er så vidt muligt nede i øjenhøjde med børnene, og er meget lydhør overfor det enkelte barns behov, udvikling og humør. Kram er en vigtig del af dagen.

Morgen/formiddag:

Dagen starter med, at jeg serverer havregrød for de børn, som ikke har spist hjemmefra.

Herefter leger vi som regel inde indtil kl 9.

Alt efter vejret spiser vi formiddagsmad inde/ude kl 9.

Formiddagen bruges til aktiviteter inde/ude.

Eksempler på aktiviteter inde:

Synge, tegne, motorik, danse, læse historier, bygger med duplo, leger med biler/dukker/køkkenting o. lign.

Indimellem laver vi kreative ting og bager boller.

Eksempler på aktiviteter ude:

Lege i sandkasse, køre på motorcykler, spille bold, gå tur, tage i skoven.

Udover dette går vi meget gerne på besøg i Agersøgård Børnehave.

Vi går i legestue en gang om ugen. Det er en heldagslegestue, hvor vi er sammen med de andre dagplejere og deres børn i Kr. Såby.

Frokost:

Omkring kl. 11 begynder vi på frokosten.

Børnene starter med at vaske hænder på badeværelset. Her øver vi i at vente på tur.

Bagefter smører vi frokost sammen. Børnene står rundt om køkkenbordet, imens jeg smører mad. Vi tæller og snakker om maden imens.

Børnene sover til middag ca. kl 12-14/15.

Eftermiddag:

Vi spiser eftermiddagsmad kl 15, og resten af eftermiddagen går med leg, indtil børnene bliver hentet. 

Traditioner/fødselsdage

Fødselsdag: I er velkommen til at tage et eller andet med til formiddagsmaden.

Vi synger en fødselsdagssang og "råber" hurra.

Der vil være en lille gave til fødselsdagsbarnet.

Fastelavn: Vi holder fastelavn i legestuen, hvor børnene slår katten af tønden. Børnene må gerne have "Klæd ud tøj" med.

Påske: Vi klipper påsketing og sår karse.

Dagplejens dag: Afholder vi i legestuen den anden onsdag i maj.

Sommerfest hos Præsten: En gang om året inviterer præsten til sommerfest. Vi mødes alle i kirken, og bagefter går vi i præstens have, hvor der er et lille tog, børnene kan køre rundt i, der er en klovn og en harmonikaspiller. Vi tager mad med, og spiser frokost.

Sommerafslutning: Afholdes i legestuen for dagplejebørn og forældre.

De Små Synger: Afholdes i legestuen i uge 37. Det er Danmarks Radio, som står for konceptet og temaet. 

Jul: Vi klipper julepynt og holder juleafslutning i legestuen. 

Kompetencer

Jeg er oprindelig uddannet smørebrødsjomfru, men arbejde som serviceassistent på Borrevejlecenteret, inden jeg blev ansat som dagplejer.

Kurser/uddannelse

  • ·         Grundkursus for dagplejere.
  • ·         Førstehjælp.
  • ·         Kommunikation.
  • ·         Leg med sprog.
  • ·         Mad til børn-sunde børn.
  • ·         Sensitive børn.
  •           Præmature børn 2016