Tine Olsen

Tine Olsen

Lidt om mig:
Jeg hedder Tine D. Olsen, født i 1968, har en mand, samt 2 børn, og 1 kat.

Jeg har været dagplejer siden år 2000.

Jeg bor i Lindevangshusene, der ligger mellem Lyndby og motorvejs tilkørslen. Huset ligger i 2. række ud mod markerne.

Åbningstid:
mandag til torsdag 6.45 - 16.30
fredag                       6.45 - 15.45

Fritidsinteresser:
Jeg kan godt lide at lave mad. Jeg dyrker pilates og læser mange bøger.

Mit hjem:
Vi har dagpleje i stue, køkken og gang. Og nogle gange på børnenes værelser, når de er hjemme.Udenfor er der gynger, sandkasse, fliser til at køre scooter på, græs, og en lille trappe, høns, legehus og gemmekroge.

Mine mål:
Mit store mål, er at børnene har oplevet at der er plads til at lege. Leg, for mig er hvor man ikke bliver afbrudt og forstyrret af andre ting. Børnene får lov til at fordybe sig i legen. "Børnelivet" i dag er meget kort, derfor brænder jeg for at være der for børnene, og hjælpe dem til rette i legen og samværet med de andre børn.

Jeg bruger meget det at følge barnets spor. Dvs. jeg følger deres interesser og tilrettelægger vores dag, efter det.  F.eks. kan vi sagtens have brugt 2 timer på at lege the-selskab. Her får børnene leget sig til regler og normer, og de lærer at omgås hinanden og navigere i et fællesskab.

Empati, er vigtigt at vise børnene og lære dem, at vise hensyn og omsorg til hinanden. Det at de begynder at kunne aflæse hinanden, dele og trøste. Det er en god oplevelse når de begynder at kunne lade det andet barn, beholde ”det særlige” legetøj, og kan komme videre med en anden leg.

Jeg er der hvor børnene vil være, og vi hygger os. Vi trives med det der "skal" ske f.eks. spise mad, være i legestuer, m.m.

Børnene bliver inddraget i dagligdagens gøremål. De hjælper til med at dække bord eller hjælper med at flytte bunker i komposten. De bliver glade og stolte når de har hjulpet, og oplever sig værdifulde i vores lille fællesskab.

Børnene lærer hurtigt at blive mere selvhjulpen med at tage tøj af og på.

Forældresamarbejde:

  • Forældresamarbejdet er vigtigt for mig, fordi det hjælper mig i samværet med børnene.

  • Jeg håber at forældrene spørger lige så meget som jeg gør. Nogle gange kan forældrene oversætte et ”pludre ord” jeg ikke helt forstår.

  • Jeg fortæller mest forældrene om den udvikling barnet er i gang med eller når der er sket noget særligt.

  • Teknik er ikke min stærke side, men viser da et billede i ny og næ.

  • Forældre er velkomne til at skrive til mig (sms) når de vil, men det er ikke altid jeg svarer lige med det samme, når det er udenfor åbningstid.

Dagligdagen:
Når vi er inde kan vi finde på at tegne, lege med klodser, dukker, biler, puslespil, stiftmosaik (dem du putter i en plade med en dut på), tumle på tumlemadrassen, synge, læse, eller måske lave kapløb fra den ene ende til den anden.

Ude kan vi finde på at lege motorløb på scooter, boldspil(ram spanden), samle græs til hønsene, eller kigge efter traktoren på marken. Det bedste legetøj er nu vand. Når det regner, står vi og kigger på at det løber ned fra halvtaget, og løber igennem strålerne.

Ture; går på tanken og handler, vi samler de tomme flasker/ dåser på vejen. Går ned til vandet ved sommerhusområdet, hvor der er en badebro(alt afhængig af børnegruppen, og hundelufterne).

Vi cykler på visit hos de andre i gruppen på en af gruppens 3 Christianiacykler.

Vi klapper fisk i Gershøj, og vi tager i Sæby kirke til Sutter og Salmer(ca. 1 gang om mdr.)

Jeg er på gulvet sammen med børnene. Hvis jeg ikke er aktiv i legen, så sidder jeg i nærheden, så børnene altid kan få øjenkontakt, eller komme hen og vise mig deres legetøj eller hvis de vil have et kram. Jeg vil gerne vise dem at jeg er nærværende, det skaber tryghed hos børnene.

Traditioner/fødselsdage:
Højtiderne gør vi mest ud af i legestuegruppen. Vi har nogle traditioner som vi fejrer og gør noget ud af sammen.

F.eks. holder vi fælles julekomsammen, laver dekorationer og går i julekirke.

Børnenes fødselsdage, fejrer jeg ved at bage boller, og fødselsdagsbarnet har lidt med til at dele ud. Vi synger og flager.

Sidste dag/afslutning bliver alle forældre i min gruppe inviteret til eftermiddags hygge. Barnet får en afskedsgave.

Kompetencer:
Kurser

2004 to-sprogede børn

2009, Børns udtryksformer.

2011, 1. hjælp. - med opfølgning hvert 3. år

2013, Mad til børn - sunde børn

2016, Leg med sprog